Regeringsdannelsen efter valget 18. juni 2015 (del II)

Gästinlägg av fil dr Jacob Christensen, statsvetare, verksam vid socionomutbildningen, UC Lillebælt

Del II: Borgerlig samling efter danska valet?


Regeringskoalitioner i Danmark

I det foregående indlæg gennemgik jeg formalia og praksis omkring regeringsdannelser i Danmark. I dette indlæg vil jeg se nærmere på mulige udfald af regeringsdannelsen efter valget den 18. juni 2015 i tilfælde af, at den borgerlige opposition vinder valget.

Samtlige danske regeringer siden 1982 har været koalitioner bestående af to til fire partier. Med undtagelse af den kortlivede regering Poul Nyrup Rasmussen I, der sad fra 1993 til 1994, har alle regeringer samtidig været mindretalsregeringer. Man må se fragmenteringen i det danske partisystem som den væsentligste årsag til, at tiltrædende statsministre har foretrukket at indgå et formaliseret samarbejde med et eller flere partier. Socialdemokratiets svækkelse efter 2001 har gjort denne fragmentering endnu mere udtalt end tidligere: Hvis man skal tro meningsmålingerne, vil Socialdemokratiet vinde cirka 25 % og Venstre cirka 20 % af stemmerne, mens Dansk Folkeparti står til omkring 18 % ved valget i juni. De øvrige partier står til mellem 2 og 9 % af stemmerne.

Uanset fragmenteringnen og de store ideologiske distancer mellem fløjene i dansk politik har det parlamentariske system i Danmark alligevel været i stand til at integrere alle partier i regeringsdannelsen og politikskabelsen. Fra 2001 til 2011 var Dansk Folkeparti således støtteparti for regeringerne af Venstre og Konservative under Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens ledelse, mens Enhedslisten siden 2011 har indgået i det parlamentariske grundlag for Helle Thorning-Schmidts regeringer.

Man har således ikke i Danmark set en situation som den aktuelle svenske, hvor den borgerlige opposition på den ene side var i stand til at vælte den socialdemokratisk-miljøpartistiske regerings budgetforslag med Sverigedemokraternas stemmer uden på den anden side at ville tage konsekvensen og danne regering med Sverigedemokraterna som parlamentarisk grundlag.

Finanslovsaftaler

Der kan i den forbindelse være grund til at se på praksis omkring indgåelse af større aftaler – forlig, i dansk sprogbrug – specielt om den økonomiske politik. Især socialdemokratisk ledede regeringer i 1990erne var tilbøjelige til at indgå aftaler om statsbudgettet – finansloven – med et eller flere partier fra den borgerlige opposition, mens partierne til venstre for Socialdemokratiet stod som garanter for regeringens overlevelse uden at støtte de generelle aftaler. Det skete på ny med finansloven for 2014, men ellers har Socialdemokraterne og Radikale Venstre indgået finanslovsaftaler med SF og Enhedslisten for 2012, 2013 samt 2015.

Ud over den generelle finanslovsaftale har partierne i vekslende konstellationer desuden ofte indgået aftaler omkring dele af finansloven. Det danske udtryk for sådanne aftaler er kludetæppeforlig – der findes intet direkte parallel på svensk, men man måske tale om patchwork-aftaler. Dermed opstår en situation, hvor næsten alle partier i Folketinget får del i den økonomiske politik, mens regeringen får større parlamentarisk råderum end hvis den var bundet til en bestemt gruppe af aftalepartnere.

Ud over det generelle forlig indeholdt aftalen om finansloven for 2015 således tre supplerende aftaler, mens for eksempel aftalen om finansloven for 2013 indeholdt hele ni supplerende aftaler. I begge tilfælde omfattede aftalerne alle partier i Folketinget i vekslende konstellationer.

Det er svært at sige i hvilken udstrækning, tilbøjeligheden til at indgå kludetæppeforlig er påvirket af den såkaldte finanslovsnorm. Normen er en dansk specialitet, hvis rødder skal findes helt tilbage i perioden før parlamentarismens indførelse, og den foreskriver at ”ansvarlige” partier stemmer for finansloven, uanset om de indgår i regeringens parlamentariske grundlag. Socialdemokraterne har således stemt for finanslovsforslag fremsat af regeringer ledet af Venstre eller Det Konservative Folkeparti og omvendt.

Historisk har partierne på venstrefløjen, SF og Enhedslisten, afvist at rette sig efter normen, men man har i den forløbne valgperiode set eksempler på at Enhedslisten har stemt for finansloven uden at indgå i den generelle aftale. Dansk Folkeparti har siden valget i 2001 stemt for finansloven, også i den forløbne valgperiode, hvilket SF også begyndte på i årene før regeringsskiftet i 2011. Dette blev af politiske iagttagere tolket som et klart tegn på, at SF ville fremstå som et regeringsdueligt parti. I valgperioden 2011-2015 er det kun Liberal Alliance, som konsekvent har stemt mod regeringernes finanslovsforslag.

Selv om finanslovsnormen ikke udelukker, at oppositionen afprøver en regerings parlamentariske grundlag, kan man dog antage at den er med til at skabe og opretholde en mere samarbejdspræget kultur mellem partierne i Folketinget. Den kan også give en siddende mindretalsregering noget større politisk råderum.

Lars Løkke Rasmussens muligheder i tilfælde af en borgerlig sejr Hvis de fire borgerlige partier – Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – tilsammen vinder et flertal i Folketinget ved valget den 18. juni, står det klart, at Lars Løkke Rasmussen efter en dronningerunde vil få i opdrag at danne en regering. Spørgsmålet er, hvilke partier der vil indgå i regeringen og hvilket forhold regeringen vil have til de borgerlige partier, som ender med at stå uden for regeringen.

En første mulighed er en gentagelse af koalitionen mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti fra Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens regeringer 2001-2011. For dette taler at koalitionen var usædvanligt stabil, samt at partierne deler politik på væsentlige områder. På den anden side blev Det Konservative Folkeparti alvorligt svækket ved valget i 2011, og partiet kan ved dette valg i bedste fald håbe på at holde niveauet fra 2011. Hvis de aktuelle meningsmålinger giver en korrekt forudsigelse af valgresultatet, vil de to partier tilsammen kun opnå 25 % af stemmerne og mandaterne i det nye Folketing mod 35-40% i perioden 2001-2011. En sådan regering vil være helt afhængig af at kunne skabe et samarbejde med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men vil muligvis også kunne indgå forlig med Socialdemokratiet på en del områder.

En anden mulighed er at Venstre indgår en koalition med Dansk Folkeparti. En sådan koalition vil, hvis de nuværende målinger holder stik, råde over 40-45 % af mandaterne efter valget. Et problem ved en sådan koalition er, at Dansk Folkeparti står i opposition til Venstre angående EU-politik. Dansk Folkeparti ønsker således i modsætning til Venstre et nej ved den kommende folkeafstemning om ophævelse af Danmarks forbehold i politi- og retssamarbejdet i EU, som den nuværende regering har aftalt med en kreds af EU-venlige partier.

Man kan også bemærke, at magtforholdet mellem V og DF vil være meget anderledes end magtforholdet mellem V og KF i regeringerne mellem 2001-2011, idet V og DF ser ud til at blive næsten lige store efter valget. En sådan regering vil være afhængig af Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. For Dansk Folkeparti kan Fremskrittspartiets vigende opinionstal efter partiets indtræden i koalitionen med Høyre i Norge i 2013 være en advarsel. En vigtig forskel mellem situationen i Danmark i 2015 og situationen i Norge i 2013 er dog, at Dansk Folkeparti i givet fald ville indtræde i regeringen efter en markant fremgang ved valget.

Yderligere muligheder er en koalition mellem Venstre og Liberal Alliance eller en ren Venstre-regering. Der er en del berøringspunkter mellem de to partier inden for specielt den økonomiske politik, men en regering af Venstre og Liberal Alliance vil få svært ved at samle flertal, medmindre den går stærkt på kompromis med de fælles punkter for en sådan regerings politik. Det er næppe sandsynligt, at Liberal Alliance vil føle sig tiltrukket af at indgå i en sådan konstellation.

En ren Venstre-regering ville ifølge de nuværende meningsmålinger alene basere sig på omtrent en femtedel af Folketingets medlemmer. Det er ganske vist mere end Poul Hartlings rene Venstre-regering 1973-1975, som kun rådede over 12 procent – en svensk parallel kan være regeringen Ullsten 1978-1979 – men det vil stadig være en usædvanligt smal regering efter danske forhold.. Fordelen ved en sådan regering er manøvredygtighed, men en ren Venstre-regering ville være svækket af at skulle forhandle om stort set alle emner uden noget stabilt grundlag. Evnen til at indgå kludetæppeforlig vil være vigtig for en sådan regerings overlevelseschancer.

Man kan éndelig forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen forsøger at samle alle borgerlige partier i en flertalsregering. En sådan regering vil spænde meget vidt, specielt på det EU-politiske område, men der er også store forskelle i den økonomiske politik og velfærdspolitikken mellem Dansk Folkeparti på den ene side og Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti på den anden side. Her vil Venstres rolle blive at formidle samarbejdet mellem en sådan regerings to fløje. Omvendt vil der være stor enighed mellem partierne på det retspolitiske område og i flygtninge- og indvandrerpolitikken; to områder, som var dominerende i 2000-tallets danske politik.

Tillæg

I fremstillingen henvises til den særegne danske finanslovsnorm. I forbindelse med politiske konflikter i 1980’erne kom det til enkelte brud mod normen, idet Socialdemokraterne under Anker Jørgensens og Svend Aukens ledelse ved et par tilfælde stemte mod den borgerlige regerings forslag til finanslov. Politologen Erik Rasmussen har i et par artikler fra 1985 og 1989 diskuteret normen og dens historie, idet hans forudsigelse om normens død dog viste sig forhastet.

Rasmussen, Erik (1985) ”Finanslovsforkastelse i dansk parlamentarisme: Normer og konsekvenser”, Historie Jyske Samlinger, 16, 56-118. https://tidsskrift.dk/index.php/historiejyskesamling/article/view/16692

Rasmussen, Erik (1989) ”Partiernes adfærd ved den endelige afstemning om finansloven: Stilfærdig jordfæstelse af en parlamentarisk norm”, Politica 21, 2, 165-173. https://tidsskrift.dk/index.php/politica/article/view/9912/18776

Jacob Christensen


Del 1 av inlägget finns här.

Regeringsdannelsen efter valget 18. juni 2015 (del I)

Gästinlägg av fil dr Jacob Christensen, statsvetare, verksam vid socionomutbildningen, UC Lillebælt

Del I: Spelregler och kontext


Udfaldet af valget til det danske Folketing 18. juni 2015 er når dette skrives, usikkert. Meningsmålinger har i hele perioden siden det seneste valg i september 2011 vist et klart flertal til den borgerlige opposition, men tendensen har i de seneste uger gået mod et tæt løb mellem venstre og højre side i dansk politik. I alle tilfælde aktualiserer valget dog spørgsmålet om, hvordan regeringsdannelser finder sted i Danmark, herunder hvordan regeringsdannelsen efter valget om to uger vil foregå.

I dette indlæg vil jeg beskrive de formelle rammer og den forfatningsmæssige praksis omkring regeringsdannelser i Danmark, mens jeg i et kommende indlæg vil se på de muligheder, Venstres leder Lars Løkke Rasmussen har for at danne regering, hvis valget skulle føre til et borgerligt flertal i Danmark.

Formalia og forfatningsmæssig praksis

Den danske grundlov fra 1953 er yderst kortfattet med hensyn til dannelse og afsættelse af regeringer. Ifølge grundlovens § 14 er det Kongen – det vil i vore dage sige Dronning Margrethe II – der udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre, mens §15, stk. 2 foreskriver, at statsministeren i tilfælde af at Folketinget udtaler sin mistillid, skal ansøge om sin afsked med mindre der udskrives valg til Folketinget. Endelig bestemmer § 32, stk. 2, at der efter udnævnelse af et nyt ministerium ikke kan udskrives valg før statsministeren har forestillet sig for Folketinget. Vi kan i den forbindelse bemærke, at Danmark i modsætning til Sverige og Norge ikke har faste valgperioder: Grundlovens § 32 foreskriver blot, at valgperioden er fire år.

Man kan af ovenstående slutte, at Danmark anvender negativ parlamentarisme uden afstemning om den tiltrædende statsminister, idet der af Grundlovens § 32, stk. 2 ikke fremgår noget krav om en investiturafstemning, kun at der skal finde en konstatering af statsministerens og regeringens støtte i Folketinget sted. Bestemmelsen har sit udspring i Påskekrisen fra 1920 – en dansk parallel til Borggårdskrisen – hvor Kong Christian X efter at have afskediget regeringen Zahle i en højspændt politisk situation oprindelig ønskede at udskrive valg uden at den nye statsminister fremstillede sig for Rigsdagen.

Eksperter i statsforfatningsret slutter sædvanligvis også, at, det ikke er lovligt at udnævne en regering, der på forhånd må forventes at blive mødt med flertal.

Praksis er i sagens natur noget mere kompliceret og resultatet af en læreproces, der begyndte med parlamentarismens indførelse i 1901. Danske regeringsdannelser er generelt ret korte processer, hvor de 17 dages forhandlinger inden udnævnelsen af regeringen Helle Thorning-Schmidt I den 3. oktober 2011 er en rekord i nyere tid.

Dronningerunder

Allerede på valgnatten den 15. september 2011 stod det klart, at et flertal i det nye Folketing ville støtte Helle Thorning-Schmidt som statsminister, og dette blev bekræftet ved en såkaldt dronningerunde, som blev gennemført dagen efter valget. Spørgsmålet var derfor først og fremmest, om der kunne skabes enighed om et program for en regering bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, eller om et eller begge af de mindre partier ville vælge at stå uden for regeringen.

I sidste ende kunne Helle Thorning-Schmidt danne en trepartiregering, men den lange forhandlingsproces kunne ses som en indikation på de interne spændinger mellem partierne, som i sidste ende førte til, at SF forlod regeringen i februar 2014.

En dronningerunde gennemføres ved, at to repræsentanter fra hvert af partierne, som er repræsenteret i Folketinget, over for Dronningen fremfører deres ønske om, hvem der skal lede forhandlingerne om regeringsdannelsen eller danne den nye regering. Formålet kan siges at være at beskytte Dronningen mod at blive inddraget i de partipolitiske konflikter. I nogle tilfælde har partier fremført mere specifikke ønsker om en ny regerings sammensætning eller om dens politik. Disse ønsker er dog ikke blevet set som bindende for Dronningen ved udpegningen af en forhandlingsleder eller ny statsminister. Dronningerunden, der svarer til Riksdagens talmans sonderinger, er ikke formelt beskrevet nogle steder, men er en praksis, som har udviklet sig løbende, siden den første runde blev gennemført i 1909.

Det er kun efter valgene i 1973, 1975 og 1988 at der i senere tid har været behov for flere dronningerunder, mens regeringsskiftene efter Jens Otto Krags frivillige tilbagetræden som statsminister 1972 og specielt Poul Schlüters tilbagetræden efter Tamilsagen 1993, hvor en højesteretsdommer i en udredning ytrede skarp kritik at Schlüters embedsførelse i forbindelse med behandlingen af sager om tamilske flygtninges familier, har givet anledning til diskussioner om proceduren ved en statsministers tilbagetræden og udnævnelsen af en ny, i de tilfælde hvor der er usikkerhed om den politiske situation.

Det er ved et par tilfælde sket, at regeringer er blevet sprængt i løbet af en valgperiode. I december 1996 forlod partiet Centrum-Demokraterne således Poul Nyrup Rasmussens trepartiregering bestående af Socialdemokrater, Radikale og CD, uden at regeringen trådte tilbage eller der blev gennemført en dronningerunde. Forklaringen var, at CD havde erklæret, at partiet fortsat ville være en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Tilsvarende blev der heller ikke gennemført nogen dronningerunde efter SF’s udtræden af regeringen i februar 2014, selv om der lige som i 1996 teknisk set var tale om en dannelse af en ny regering bestående af Socialdemokrater og Radikale Venstre, idet SF havde erklæret at partiet fortsat ville være en del af den nye to-partiregerings parlamentariske grundlag.

Mistillidserklæringer

Det står ikke helt klart, hvad der præcist kræves for, at Folketinget kan siges at have udtalt mistillid til statsministeren. Vedtagelse af et forslag til vedtagelse efter §24 i Folketingets forretningsorden, vil dog i alle tilfælde være udtryk for mistillid, hvis forslaget indeholder udtrykket ”mistillid til statsministeren” eller ”mistillid til regeringen”.

Af den parlamentariske praksis kan man desuden se, at nederlag i afstemninger om finansloven – statsbudgettet – altid har ført til regeringens tilbagetræden eller udskrivning af valg. Dette skete senest i 1983 ved afstemningen om finansloven for 1984. Ved andre tilfælde har nederlag i afstemninger om den økonomiske politik ført til, at statsministeren har udskrevet valg. Dette skete fx i 1967 og i 1981. I januar 1993 valgte Poul Schlüter at træde tilbage som statsminister, efter at repræsentanter for et flertal i Folketinget over for pressen havde udtalt at de ikke længere havde tillid til ham. Her kom det ikke til afstemning i Folketinget.

På baggrund af det ovenstående kan man sige, at det ikke er sikkert at der vil blive gennemført en dronningerunde efter valget 18. juni, hvis Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet vinder et flertal af mandaterne i Folketinget. Alle fem partier har på forhånd meddelt, at de støtter Helle Thorning-Schmidt, og en fortsættelse af koalitionen mellem Socialdemokrater og Radikale er det sandsynlige udfald i tilfælde af en valgsejr for centrum-venstre.

I tilfælde af en borgerlig valgsejr kan man derimod i alle tilfælde forvente en dronningerunde, som vil resultere i, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen får til opgave at danne en ny regering. Mulige udfalg af en sådan regeringsdannelse vil blive diskuteret i et kommende indlæg.

Jacob Christensen


En Del II om det aktuella läget i dansk politik kommer inom kort!