Regeringsdannelsen efter valget 18. juni 2015 (del I)

Gästinlägg av fil dr Jacob Christensen, statsvetare, verksam vid socionomutbildningen, UC Lillebælt

Del I: Spelregler och kontext


Udfaldet af valget til det danske Folketing 18. juni 2015 er når dette skrives, usikkert. Meningsmålinger har i hele perioden siden det seneste valg i september 2011 vist et klart flertal til den borgerlige opposition, men tendensen har i de seneste uger gået mod et tæt løb mellem venstre og højre side i dansk politik. I alle tilfælde aktualiserer valget dog spørgsmålet om, hvordan regeringsdannelser finder sted i Danmark, herunder hvordan regeringsdannelsen efter valget om to uger vil foregå.

I dette indlæg vil jeg beskrive de formelle rammer og den forfatningsmæssige praksis omkring regeringsdannelser i Danmark, mens jeg i et kommende indlæg vil se på de muligheder, Venstres leder Lars Løkke Rasmussen har for at danne regering, hvis valget skulle føre til et borgerligt flertal i Danmark.

Formalia og forfatningsmæssig praksis

Den danske grundlov fra 1953 er yderst kortfattet med hensyn til dannelse og afsættelse af regeringer. Ifølge grundlovens § 14 er det Kongen – det vil i vore dage sige Dronning Margrethe II – der udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre, mens §15, stk. 2 foreskriver, at statsministeren i tilfælde af at Folketinget udtaler sin mistillid, skal ansøge om sin afsked med mindre der udskrives valg til Folketinget. Endelig bestemmer § 32, stk. 2, at der efter udnævnelse af et nyt ministerium ikke kan udskrives valg før statsministeren har forestillet sig for Folketinget. Vi kan i den forbindelse bemærke, at Danmark i modsætning til Sverige og Norge ikke har faste valgperioder: Grundlovens § 32 foreskriver blot, at valgperioden er fire år.

Man kan af ovenstående slutte, at Danmark anvender negativ parlamentarisme uden afstemning om den tiltrædende statsminister, idet der af Grundlovens § 32, stk. 2 ikke fremgår noget krav om en investiturafstemning, kun at der skal finde en konstatering af statsministerens og regeringens støtte i Folketinget sted. Bestemmelsen har sit udspring i Påskekrisen fra 1920 – en dansk parallel til Borggårdskrisen – hvor Kong Christian X efter at have afskediget regeringen Zahle i en højspændt politisk situation oprindelig ønskede at udskrive valg uden at den nye statsminister fremstillede sig for Rigsdagen.

Eksperter i statsforfatningsret slutter sædvanligvis også, at, det ikke er lovligt at udnævne en regering, der på forhånd må forventes at blive mødt med flertal.

Praksis er i sagens natur noget mere kompliceret og resultatet af en læreproces, der begyndte med parlamentarismens indførelse i 1901. Danske regeringsdannelser er generelt ret korte processer, hvor de 17 dages forhandlinger inden udnævnelsen af regeringen Helle Thorning-Schmidt I den 3. oktober 2011 er en rekord i nyere tid.

Dronningerunder

Allerede på valgnatten den 15. september 2011 stod det klart, at et flertal i det nye Folketing ville støtte Helle Thorning-Schmidt som statsminister, og dette blev bekræftet ved en såkaldt dronningerunde, som blev gennemført dagen efter valget. Spørgsmålet var derfor først og fremmest, om der kunne skabes enighed om et program for en regering bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, eller om et eller begge af de mindre partier ville vælge at stå uden for regeringen.

I sidste ende kunne Helle Thorning-Schmidt danne en trepartiregering, men den lange forhandlingsproces kunne ses som en indikation på de interne spændinger mellem partierne, som i sidste ende førte til, at SF forlod regeringen i februar 2014.

En dronningerunde gennemføres ved, at to repræsentanter fra hvert af partierne, som er repræsenteret i Folketinget, over for Dronningen fremfører deres ønske om, hvem der skal lede forhandlingerne om regeringsdannelsen eller danne den nye regering. Formålet kan siges at være at beskytte Dronningen mod at blive inddraget i de partipolitiske konflikter. I nogle tilfælde har partier fremført mere specifikke ønsker om en ny regerings sammensætning eller om dens politik. Disse ønsker er dog ikke blevet set som bindende for Dronningen ved udpegningen af en forhandlingsleder eller ny statsminister. Dronningerunden, der svarer til Riksdagens talmans sonderinger, er ikke formelt beskrevet nogle steder, men er en praksis, som har udviklet sig løbende, siden den første runde blev gennemført i 1909.

Det er kun efter valgene i 1973, 1975 og 1988 at der i senere tid har været behov for flere dronningerunder, mens regeringsskiftene efter Jens Otto Krags frivillige tilbagetræden som statsminister 1972 og specielt Poul Schlüters tilbagetræden efter Tamilsagen 1993, hvor en højesteretsdommer i en udredning ytrede skarp kritik at Schlüters embedsførelse i forbindelse med behandlingen af sager om tamilske flygtninges familier, har givet anledning til diskussioner om proceduren ved en statsministers tilbagetræden og udnævnelsen af en ny, i de tilfælde hvor der er usikkerhed om den politiske situation.

Det er ved et par tilfælde sket, at regeringer er blevet sprængt i løbet af en valgperiode. I december 1996 forlod partiet Centrum-Demokraterne således Poul Nyrup Rasmussens trepartiregering bestående af Socialdemokrater, Radikale og CD, uden at regeringen trådte tilbage eller der blev gennemført en dronningerunde. Forklaringen var, at CD havde erklæret, at partiet fortsat ville være en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Tilsvarende blev der heller ikke gennemført nogen dronningerunde efter SF’s udtræden af regeringen i februar 2014, selv om der lige som i 1996 teknisk set var tale om en dannelse af en ny regering bestående af Socialdemokrater og Radikale Venstre, idet SF havde erklæret at partiet fortsat ville være en del af den nye to-partiregerings parlamentariske grundlag.

Mistillidserklæringer

Det står ikke helt klart, hvad der præcist kræves for, at Folketinget kan siges at have udtalt mistillid til statsministeren. Vedtagelse af et forslag til vedtagelse efter §24 i Folketingets forretningsorden, vil dog i alle tilfælde være udtryk for mistillid, hvis forslaget indeholder udtrykket ”mistillid til statsministeren” eller ”mistillid til regeringen”.

Af den parlamentariske praksis kan man desuden se, at nederlag i afstemninger om finansloven – statsbudgettet – altid har ført til regeringens tilbagetræden eller udskrivning af valg. Dette skete senest i 1983 ved afstemningen om finansloven for 1984. Ved andre tilfælde har nederlag i afstemninger om den økonomiske politik ført til, at statsministeren har udskrevet valg. Dette skete fx i 1967 og i 1981. I januar 1993 valgte Poul Schlüter at træde tilbage som statsminister, efter at repræsentanter for et flertal i Folketinget over for pressen havde udtalt at de ikke længere havde tillid til ham. Her kom det ikke til afstemning i Folketinget.

På baggrund af det ovenstående kan man sige, at det ikke er sikkert at der vil blive gennemført en dronningerunde efter valget 18. juni, hvis Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet vinder et flertal af mandaterne i Folketinget. Alle fem partier har på forhånd meddelt, at de støtter Helle Thorning-Schmidt, og en fortsættelse af koalitionen mellem Socialdemokrater og Radikale er det sandsynlige udfald i tilfælde af en valgsejr for centrum-venstre.

I tilfælde af en borgerlig valgsejr kan man derimod i alle tilfælde forvente en dronningerunde, som vil resultere i, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen får til opgave at danne en ny regering. Mulige udfalg af en sådan regeringsdannelse vil blive diskuteret i et kommende indlæg.

Jacob Christensen


En Del II om det aktuella läget i dansk politik kommer inom kort!

Annonser

En reaktion på ”Regeringsdannelsen efter valget 18. juni 2015 (del I)

Kommentarer inaktiverade.